Åbning: Middelhavets stemmer

Til G((o))ng Tomorrows festivalåbning får du syv sangsolister og seks spritnye værker af komponister fra Middelhavsregionen.

Neue Vocalsolisten Stuttgart er Europas mest virtuose vokalensemble for den nyeste musik. Denne aften lægger de stemme til Middelhavet og bringer kompositioner fra Tyrkiet, Libanon og Syrien til København for første gang. Oplev musiktraditioner, der alt for sjældent præsenteres i Europa og kom helt tæt på komponisterne fra én af de mest sammensatte regioner i verden.

Glæd dig også til en uropførelse af den store græske komponist Georges Aperghis, der med sin humoristiske og elegante stil har taget den europæiske ny musikscene med storm.

Oder til Mustapha Skandrani

Jacob Anderskov præsenterer en ny kvartet, der sidst på aftenen fylder KoncertKirken med fortolkninger af den algerisk-tyrkiske pianist og komponist Mustapha Skandrani. Indtil sin død i 2005 skabte han orkesterværker og mere end 300 moderne chaâbi – folkelige og dansable kompositioner, der bliver brugt til bryllupper og fester i Algeriet.

Koncerten præsenteres i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark.