04.02 JOMI MASSAGE SPILLER LIVE TIL STUMFILMEN ‘ASPHALT’ I CINEMATEKET

Wundergrund_ved klaveret_kun hende

Den alsidige komponist og musiker Jomi Massage spiller D. 4 februar live til ’Asphalt’ – et udsøgt stykke film noir på berlinsk – med humor og 20’er-attituder, når de er bedst; dvs. foxy stramme hatte, store pelse, lange handsker og masser af bling. Filmen er en stilistisk nydelse og grandiost produceret (sådan som det næsten må være, når både producent, fotograf og scenograf er gengangere fra ‘Metropolis’). Vi bevæger os fra asfaltarbejdere i lav sol over gadernes uendelige slanger af krom og neon ned til Berlins underverden og den navnkundige ‘DiamantenElse’. Else (spillet af uimodståelige Betty Amann) er indbegrebet af datidens high fashion-pige. Med sine rober og perfekte makeup kan hun samtidig gennemføre tyvetogter i dyre forretninger uden at vække mistanke – og glipper det, er hun ikke bleg for at smide alle de fancy klude på stedet og lægge en politimand i erotisk benlås! Hun forelsker sig beklageligvis i Albert, og hvor længe kan hun holde illusionen af renfærdighed over for ham?

Med sig på scenen har Jomi Massage Mads emil (trommer/synth)og Maria Laurette Friis, (vokal/elektronik)

Koncerten er lavet i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark og Wundergrund Festival. Der vil være forfriskninger efter filmen.
Instruktør: Joe May
Tyskland, 1929
35mm, 94 min. + 10 min. Intro.

Engelske mellemtekster