Den 4. november rejser en kæmpemæssig konstruktion sig omkring et flygel på Statens Museum for Kunst i København. 88 pianister indtager installationen under ledelse af japanske Keiji Haino, der har brugt 40 år på at forberede Miracle - et spektakulært svar på den verdenskendte komponist John Cages værk 4'33". Kom med til Europa-premieren på en performance-koncert, som bringer et mirakel med sig, hvis eksperimentet lykkes ...

Europa-premiere: Keiji Haino bringer mirakel til København

06.09.17
Den 4. november rejser en kæmpemæssig konstruktion sig omkring et flygel på Statens Museum for Kunst i København. 88 pianister indtager installationen under ledelse af japanske Keiji Haino, der har brugt 40 år på at forberede Miracle - et spektakulært svar på den verdenskendte komponist John Cages værk 4'33". Kom med til Europa-premieren på en performance-koncert, som bringer et mirakel med sig, hvis eksperimentet lykkes ...

“He's a legend, a true original.”  New York Times

Kan 88 personer spille på samme flygel på samme tid?

Hvad sker der, når 88 pianister samles om et flygel på kun 120 centimeter? Med alt hvad det indebærer af skubben og masen, suk og pust? Vil de 88 pianister lykkedes med at ramme een tangent med een finger på præcis samme tidspunkt?

G((o))ng Tomorrow, Jazzhouse, SMK/Statens Museum for Kunst, Opposite 2017 og Sound Live Tokyo er stolte af at præsentere den europæiske premiere på Miracle for alle, som ønsker at opleve dette helt særlige øjeblik i musikhistorien. Miracle er komponeret og dirigeret af Haino selv, og du kan opleve det på SMK/Statens Museum for Kunst lørdag den 4. november 2017 som en del af programmet for den københavnske festival G((o))ng Tomorrow. Læs mere her.

Et spektakulært svar var på John Cages 4'33"

Miracle er Keiji Hainos spektakulære kommentar til komponisten John Cages kendte værk 4'33" fra 1952: Her sidder pianisten helt stille i 4 minutter og 33 sekunder og tvinger publikum til at lytte til lydene omkring sig. Idéen var at frigøre lyden fra den klassiske musiks konventioner: Alt skulle i princippet kunne være musik. Efterfølgende skrev Cage anden del af 4'33", som han kaldte 0'00". Han bad musikerne om følgende: "perform a disciplined action with maximum amplification (no feedback)". Som et svar på Cages værk beder Haino sine musikere om at foretage en ekstremt disciplineret handling ved flygelet: Kan 88 pianister ramme 88 tangenter på samme tid? Samtidig vender han første del af Cages 4'33" om: Hos Cage rører pianisten ikke en eneste tangent. Hos Haino er der en finger på ALLE tangenterne på samme tid.

I sine 40 år som artist har Keiji Haino anskuet opdelingen mellem improvisation og komposition som uvæsentlig og ugyldig. Miracle er derfor hans allerførste bud på en egentlig komposition.

50% sandsynlighed for, at Miracle lykkes

Akademiker og professionel truckfører, Noriyuki Kiguchi, har skabt tegningerne til Hainos 'Miracle'. Han har gjort sit bedste for at skabe en sikker og holdbar konstruktion. Alligevel er der ifølge hans beregninger kun 50 % sandsynlighed for, at opførelsen af Miracle lykkes.

Musik, der skriver historie

John Cages 4'33" var i sin tid et banebrydende værk, der løsrev fremførelsen af musikken fra komponistens og musikerens intentioner. Nu kunne alle lyde tælle med som musik: stilheden i koncertsalen, din hosten eller sidemandens knitren med programmet. Musikken blev tilført alle lyde i verden og fik et nyt element af uforudsigelighed. Med 0′00″ forsøgte Cage endog at fjerne tidsangivelsen i kompositionen ved blot at fortælle musikeren, at hun skulle udføre en disciplineret handling, men ikke hvilken eller hvor længe. Musikkens mulighedsrum var nu intet mindre end uendeligt!

Den japanske undergrundsscenes uundgåelige ikon

I mere end 40 år har Keiji Haino været en uungåelig del af den japanske undergrundsscene med sin provokerende og attraktive rock, noise, drone, perkussion og bemærkelsesværdige fremtoning. Solbriller, sort tøj, langt hår er en fast del af fænomentet Keiji Hainos uniform.

Haino er født i 1952 i Ciba, Japan. Han var oprindeligt fast besluttet på at gøre karriere indenfor teaterverdenen, men et møde med The Doors drejede ham i retning af musikken. Han begyndte at udforske en bred vifte af musikalske udtryksformer; tidlige  blueskunstnere, europæisk middelaldermusik og pop fra hele verden. I 1970 blev han sanger i gruppen Lost Aaraaf, som er opkaldt efter Edgar Allan Poes digt. I mellemtiden begyndte han at indspille musik derhjemme og lærte sig selv at spille guitar og trommer. I 1978 grundlagde han bandet Fushitsusha, som har været toneangivende indenfor hård rock. Siden 1988 har Haino været aktiv på den internationale scene i en lang række konstellationer, både solo og som en del af Fushitsusha, Nijiumu, Aihiyo, Seijaku, Vajra, Sanhedrin, Nazoranai eller Hardy Soul. Haino er en ekstrem performer med en unik teknik, en grænseløs guitarist og perkussionist, der bevæger sig uden besvær på diverse vind- og strengeinstrumenter - og ikke mindst drejeliren. Hans lyd er helt personlig og uden sammenligning. Han har mere end 170 udgivelser bag sig og har optrådt mere end 1.500 gange med en lang række kunstnere.

G((o))ng Tomorrow er en årlig festival i København

G((o))ng Tomorrow er en årligt tilbagevendende festival i København for ny, eksperimenterende musik og lydkunst på tværs af genrer og i mødet med andre kunstarter. I år finder festivalen sted fra 3. - 11. november, hvor fremsynede kunstnere fra Danmark og udlandet præsenterer den sidste nye eksperimenterende musik og lydkunst i mødet med andre kunstformer på forskellige venues i hele København. G((o))ng Tomorrow arrangeres af SNYK - genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst.
Miracle præsenteres i samarbejde med Jazzhouse, SMK og Sound Live Tokyo.

I. Tacet II. Tacet III. Tacet
John Cage: 4′33″ (1952)

In a situation provided with maximum amplification (no feedback), perform a disciplined action.
John Cage: 4′33″ (NO. 2) (0′00″) (1962)