Hos Snyk er vi ovenud lykkelige over beslutningen om at videreføre G((o))ng Tomorrow i nyt regi.

Snyk har ellers hidtil afholdt festivalen G((o))ng Tomorrow for at sætte fokus på den ny, eksperimenterende musik og lydkunst fra Danmark i mødet med den internationale scene, andre genrer og kunstarter. Denne vigtige opgave videreføres nu af andre stærke kræfter. 

I forbindelse med videreførslen har Snyks direktør, Bjarke Svendsen, snakket med det digitale nyhedsmedie, Kulturmonitor, hvortil han udtaler:

”Jeg er sikker på, at festivalen er landet i kyndige og omsorgsfulde hænder. Alice og Gong Tomorrow har de senere år haft et meget tæt samarbejde, og vigtigst er der et musikalsk og ideologisk slægtskab mellem Snyk og Alice. Et slægtskab, der efterlader mig 100 procent tryg ved, at de bærende elementer i festivalen videreføres,” 

"En debatskabende samtidskunstfestival"

Rikke Frisk, bestyrelsesforkvinde for ALICE, udtaler dertil, at det er med ærefrygt men også stor glæde, at ALICE nu overtager ansvaret for videreudviklingen af G((o))ng Tomorrow.

”Det har været spændende at følge Gongs udvikling og gennem de seneste år, hvor festivalen både har øget sin relevans på tværs af kunstarter og miljøer og sin appel hos et stadigt bredere publikum. Det kommer vores behandling af festivalen også til at bære præg af. Vi føler virkelig, der er brug for en festival som denne” siger hun og fortæller, at G((o))ng Tomorrow vil blive tænkt som en selvstændig organisation med eget CVR nummer, men at ALICE bliver ”en meget tæt partner” i festivalen.  

I henhold til den nye vision for festivalen udtaler hun:

”Vi har udarbejdet en mere udadvendt, opsøgende og afprøvende strategi, som i høj grad indebærer mange samarbejder. I den forbindelse skal Gong Tomorrow være en debatskabende samtidskunstfestival, der højner muligheden for at se musik som en direkte del af samtidskunsten. Vi glæder os virkelig til det her.”

Læs artiklen på Kulturmonitor her.

Læs mere fra ALICE her.