Lyt til biblioteket på DITbib

fredag, 13. maj 2016

 

Fredag den 13. maj løber anden omgang af DITbib af stablen – denne gang på Københavns Hovedbibliotek. Glæd dig til at høre Jacob Kirkegaard og Ane Østergaard fortælle om forskellige måder at lytte på og deltag i en workshop med komponisten Casper Hernández Cordes. Dagen afsluttes med en koncert med Jyderup Electronic.

DITbib står for Do-It-Together bibliotek og er en musik- og lydkunstworkshop skabt af Københavns Biblioteker og Køge Bibliotekerne. Fredag den 13. maj på Københavns Hovedbibliotek kan lydinteresserede opleve en talk med Jacob Kirkegaard og Ane Østergaard (Band Ane) og efterfølgende deltage i et workshopforløb, hvor komponisten Casper Hernández Cordes vil introducere sit prisbelønnede kompositionsværktøj Fonokolab.

Eftermiddagen starter med en samtale mellem Jacob Kirkegaard og Ane Østergaard, hvor de giver deres syn på, om der er forskel på at lytte med ørerne og lytte gennem mikrofoner, hvordan man lytter til og optager en bygnings lyd og hvordan kunstnerne går til den abstrakte opgave det er, at optage lyden af et rum. Samtalen modereres af Rasmus Cleve Christensen, som skriver for Seismograf og har været involveret i LAK – festival for nordisk lydkunst.

Fra kl. 15.00 – 18.00 inviterer DITbib til workshop, hvor deltagerne bruger det prisbelønnede kompositionsværktøj Fonokolab. Fonokolab er udviklet af komponisten Casper Hernández Cordes og designet til at folk, der ikke nødvendigvis har en musikalsk baggrund, kan samarbejde om at skabe lydkunst i nuet og med de lyde, som omgiver os.

I workshoppen vil du arbejde sammen med andre, der deler en nysgerrighed for at undersøge, hvad du kan med lyd. Der optages lyde fra biblioteket, som fysisk formes og mixes sammen til en kollektiv komposition. Dette bliver gjort ved at bruge stemmen via enkle apps til smartphones. For at forme lydene til meningsfulde kompositioner tager workshoppen inspiration i lyde fra bibliotekets bøger. I de endelige lydkunstværker vil du høre de lyde, som er formet med stemmerne, men du vil ikke høre disse stemmer.
Med DITbib Workshop er det altså biblioteket som bruges som instrument.

DITbib-forløbet afsluttes med en koncert på Københavns Hovedbibliotek, hvor deltagerne fra DITbib Masterclass, bestående af elever på Jyderup Electronic, fortolker de lyde og værker, som er skabt gennem workshopforløbet.


DITbib – Fredag d. 13. maj
Kl. 14:00-15:00 – Samtale mellem Ane Østergaard og Jacob Kirkegaard
Kl. 15:00-18:00 – Workshop med Casper Hernández Cordes
Kl. 20.00 – Afslutningskoncert med Jyderup Electronic
Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15
Fri entré