Lyt til biblioteket på DITbib

fredag, 15. april 2016

jacobkirkegaardditbib

 

Bliv inspireret til at arbejde med field recording. Lær at skabe historier og musikalske verdner af field recordings på en spændende artist talk med Jacob Kirkegaard og Ane Østergaard og en efterfølgende workshop med Casper Hernández Cordes.

DITbib står for Do-It-Together bibliotek og er en musik- og lydkunst workshop skabt af Københavns Biblioteker og Køge Bibliotekerne. Fredag den 15. april på Køge Bibliotek kan lydinteresserede opleve en talk med Jacob Kirkegaard og Ane Østergaard (Band Ane), og efterfølgende deltage i et workshopforløb, hvor komponisten Casper Hernández Cordes vil introducere sit prisbelønnede kompositionsværktøj Fonokolab.

Jacob Kirkegaard og Ane Østergaard samtaler og fortæller om deres brug af felt-optagelser i deres kunstneriske virker. Samtalen vil blandt andet stille spørgsmålene, om der er forskel på at lytte med ørerne og lytte gennem mikrofoner? Og hvordan kan lyd iscenesættes til at fortælle historier med?

Den efterfølgende workshop anvender det prisbelønnede kompositionsværktøj  Fonokolab, der er udviklet af komponist Casper Hernández Cordes og designet til, at folk der ikke nødvendigvis har en musikalsk baggrund kan samarbejde om at skabe lydkunst i nuet og med de lyde, som omgiver os.

Workshoppen er for alle, der deler en nysgerrighed for at undersøge, hvad man kan med lyd. På workshoppen optages lyde fra biblioteket, som bagefter mixes sammen til en kollektiv komposition. Dette bliver gjort ved hjælp af at bruge stemmen og via enkle apps til smartphones.

Med DITbib Workshop anvendes biblioteket som instrument.

DITbib – Fredag d. 15 april
Kl. 14:00-15:00 – Samtale mellem Ane Østergaard og Jacob Kirkegaard

Kl. 15:00-18:00 – Workshop med Casper Hernández Cordes
Køge Bibliotek, Kirkestræde 18, 4600 Køge