Stumfilmskoncert med Lydmor – Pandoras Æske

onsdag, 10. februar 2016

die_bche_der_pandora_511x222 gong

Georg Wilhelm Pabsts stumfilm Die Büchse der Pandora præsenteres med livemusik af den nye elektroniske stjerne Lydmor (Jenny Rossander).

Cinemateket fortsætter den populære serie af stumfilm udsat for utraditionel livemusik, der er et samarbejde mellem Cinemateket, G((o))ng Tomorrow og Goethe-Institut Dänemark. Denne gang med forstærkning fra festivalen Copenhagen Fashion Film.

Den yderst produktive instruktør Georg Wilhelm Pabsts stumfilm Die Büchse der Pandora præsenteres med livemusik af Lydmor. Filmen vises i anledning af festivalen Copenhagen Fashion Film, der efter filmen byder på en drink i Asta Bar.

Lydmor udgav i 2015 det anmelderroste album Y. I den forbindelse skrev GAFFA: “LYDMOR er ikke sådan lige til at sætte i bås. Hun er både tung og dyster i sit udtryk i det ene øjeblik og fjerlet, humoristisk og poetisk i det næste. Jenny Rossander er helt sin egen – og hurra for det!”

Die Büchse der Pandora (1929) er løseligt baseret på Frank Wedekinds teaterstykke af samme navn og anses for et af højdepunkterne i Weimarrepublikkens glansperiode. Den skønne blomstersælgerske Lulu må så grueligt meget igennem, men dog altid klædt på til lejligheden i fantastiske kostumer kreeret af den legendariske designer Jean Patou. Lulu spilles af den amerikanske skuespillerinde Louise Brooks, der fik sit europæiske gennembrud med denne film. Skuespillerinden skabte højeste mode med sit særlige androgyne ydre og sin ikoniske bob-frisure. Die Büchse der Pandora er fyldt med spektakulært tøj, intriger, jalousi og mord, og en for den tid udfordrende undertone, der handler om køn og seksualitet.

Copenhagen Fashion Film undersøger og formidler modefilmmediet, og der vises alt fra unikke stumfilm og ikoniske undergrundsfilm til helt nye modekortfilm. Temaet for 2016 er The Skin I Wear – Gender, Body and Identity. Der stilles skarpt på, hvordan mode- og filmskabere gennem tiden har udfordret stereotyper inden for moden.