Diotima String Quartet til København

torsdag, 27. oktober 2016

rune_glerup_3lq

Den verdensberømte franske strygekvartet Quatour Diotima lander i København og opfører et elektroakustisk værk af den fremadstormende danske komponist Rune Glerup. Tag med G((o))ng on Tour til koncert på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor kvartetten samme aften spiller musik af Gérard Pesson og Reinhold Friedl.

G((o))ng on Tour afholder i samarbejde med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium to koncertaftener med den franske strygekvartet Quatour Diotima. Den første aften er torsdag den 27. oktober, hvor kvartetten i selskab med den franske klarinettist Rémi Delangle opfører Rune Glerups værk Clarinet Quintet (Still leaning toward this Machine). Den højtprofilerede kvartet har eksisteret siden 1996, og har blandt andet fået disse anerkendende ord med på vejen: »The radical ensemble deployed slithering bows, explosive finger-plucking and a galloping pulse.« – Erica Jeal, The Guardian. Det er derfor lidt af en sensation, at kvartetten kommer til København og opfører den danske komponists værk.

Rune Gleerup debuterede i 2010 fra solistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og rykkede derefter videre til Paris, hvor han studerede på IRCAM fra 2010 til 2012. Clarinet Quintet (Still leaning toward this Machine) fra 2014 er et elektroakustisk værk for strygekvartet, klarinet og live-elektronik udviklet i samarbejde med netop IRCAM. Fremfor at sende den elektroniske lyd ud igennem traditionelle højtalere benytter Glerup sig i værket af en særlig type højtalerenheder (såkaldte transducere) påmonteret de fire strygeinstrumenter, der omdanner instrumenternes klangkroppe til små højtalere i sig selv.

Den kunstneriske ambition med denne fremgangsmåde er at integrere den akustiske og elektroniske lyd på en sådan måde, at man som lytter ikke nødvendigvis kan adskille de to lag:
»The electronics are quite discrete, like a kind of orchestration. You hear it often although you think that you don’t. Like a large chord in an orchestra: you’re not necessarily aware of every single playing instrument. Instead, the sonority comes from the sum of the chosen instruments.« – Interview med Rune Glerup fra forlaget Edition·S. Læs mere

Hør en forsmag på værket ved at følge linket: Clarinet Quintet (Still leaning toward this Machine), Rune Glerup
Lyt til Quatour Diotima her: Quatour Diotima

Samme aften opfører Quatour Diotima den franske komponist Gérard Pesssons værk Bitume og den tyske komponist Reinhold Friedls værk String Quartets I-III.

Torsdag 27/10
Studiescenen, DKDM, Rosenørns Allé 22

19.30 Rémi Delangle & Diotima String Quartet

Gérard Pesson                            Bitume
Rune Glerup                                Clarinet Quintet (Still leaning toward this Machine) 
PAUSE
Reinhold Friedl                          String Quartets I-III

Billetter 100 kr. / Studerende: 50 kr. Bestil via Billetto her

Tilmeld dig facebook-eventet her