Stumfilmskoncert – L’inhumaine

søndag, 20. marts 2016

linhumaine til gong hjemmeside

Marcel L’Herbiers modernistiske designerdrøm ’L’inhumaine’ fra 1924 vises med live-soundtrack af Mikkel Holtoug.

L’inhumaine er et modernistisk hovedværk og en designdrøm af en storfilm! En grænseløs billedstorm, som du kan opleve med live-soundtrack ved musiker Holtoug, der helt i filmens ånd omdanner biografen til en tværmedial totaloplevelse.

L’inhumaine er drømmen om det ultimative gesamtkunstwerk udført i praksis: Store navne som maleren Fernand Léger og arkitekten Robert Mallet-Stevens har sat deres markante aftryk blandt håndplukkede designere, grafikere, kostumierer m.fl.Og ikke én detalje i filmen virker ordinær: Alt fra frakker og vinduesrammer til syrede dobbelteksponeringer er skabt til at bide sig fast i synsnerven!1920’ernes store modernistiske arkitekt, Adolf Loos, kaldte L’inhumaine for ”en brillant besyngelse af den moderne tekniks storhed” og skrev, at det at se filmen var som at opleve en ny kunstart blive til for ens øjne.Det er med andre ord et modernistisk hovedværk, Cinemateket, Copenhagen Architecture Festival og G((o))ng on Tour blænder op for med Marcel L’Herbiers storfilm fra 1924.

Siden han smed taktstokken som indie-producer (bl.a. for det anmelderroste Le Fiasko), er Holtoug blevet et navn på DeepHouse scenen. Mere end noget andet repræsenterer Holtoug dog alsidighed. Han har arbejdet sammen med bl.a. Lily Electric, Decorate Decorate, Oh No Ono, TurboWeekend, Speaker Bite Me og Death By Kite. Gennem løbende udgivelser på det respekterede tyske label Connaisseur Recordings blander Holtoug klange og stemninger frem fra sin fortid som indie-producer med klub-verdenens elektroniske dybder.