Sote præsenterer ‘Sacred Horror In Design’ med Tarik Barri (IR)

lørdag, 9. september 2017

Oplev en unik blanding af eksperimenterende elektronisk musik, traditionelle persiske instrumenter og vilde visuals, når iranske Ata ‘Sote’ Ebtekar byder på sit audiovisuelle værk ‘Sacred Horror in Design’ på Jazzhouse d. 9. september. Med sig har han de to iranske musikere Arash Bolouri og Behrouz Pashaei samt den anerkendte audiovisuelle kunstner Tarik Barri. Præsenteres i samarbejde med Proton, CPH PIX  & G((o))ng Tomorrow.

Værket ‘Sacred Horror in Design’, der var et af højdepunkterne på dette års CTM Festival i Berlin, beskrives af Sote selv som en ‘Persian techno apocalypse’. Tanken har været at tage udgangspunkt i traditionelle persiske instrumenter og musiktraditioner og fremvise deres skønhed, samtidig med at de traditionelle elementer vrides og drejes i dystre og futuristiske former – en persisk folkemusik til fremtiden?

I den bølge af spændende elektroniske kunstnere, der udspringer af Iran, er Sote, alias Ata Ebtekar, uden tvivl en af de mest produktive og interessante. Hans evne til at kombinere komplekse elektroakustiske strukturer og mikrotonale forløb med hypnotiske polyrytmer og folkemusikalske elementer gør ham til en unik stemme på den internationale scene for elektronisk musik og lydkunst. Han er da også bredt anerkendt og har udgivet musik på toneangivende selskaber som Warp, Sub Rosa, Opal Tapes m.fl., ligesom han har optrådt på bl.a. Berghain, Unsound Festival og Cafe Oto. Han har desuden selv været med til at  grundlægge festivalen SET i Teheran.

Sote har de to iranske musikere Arash Bolouri og Behrouz Pashaei med sig, der begge er dybt engagerede på Teherans musikscene. Derudover har han den audiovisuelle kunstner Tarik Barri med, der igennem mange år har høstet stor international anerkendelse for sine originale værker, der søger en syntese imellem det visuelle og det auditive via sin egen udviklede software.

Lørdag 09. september
Dørene åbner: kl. 20:00
Koncerten starter: kl. 21:00
Pris: 120 dkk inkl. gebyr
Medarrangører: Proton, CPH PIX  & G((o))ng Tomorrow

Se video med Sote: ‘Sacred Horror in Design’ live på CTM i Berlin her.

Læs mere her.