Perspektiver af lyd 

Bag "Perspektiver af Lyd" står kunstnerne Johannes Björkman, Mathias Winther Kjeldsen og Lars Bech Pilgaard, som alle tre er vokset op med en tæt relation til egnens natur. 
De tre lydkunstnere giver med værket de besøgende en sanselig oplevelse af den lokale natur omkring Hvide Sande, Struer Havn og skulpturparken Deep Forest Art Land.
Installationerne er på hvert af disse steder opsat som en naturligt udformet rute mellem rå naturlandskab, kassettebåndafspillere med bearbejdede lyde, som den besøgende inviteres til at manipulere og lege med, og visuelle markører i form af hvide trærammer.

“Vores vision er at få folk til at bruge et øjeblik mere på at lytte til den verden, de lever i, og måske efterfølgende begynde at tænke nogle tanker om, hvordan vi som mennesker påvirkes af både naturlige og kunstige lyde” – Lars Bech Pilgaard 

Installationernes forgængelighed og filmens uforgængelige form

 

De fysiske installationer, hvis form mimer naturens forgængelighed og således kun kan opleves i få dage hvert sted, lever videre i form af naturkunstfilmen 'Klang-Rum', som skal indfange den selvsamme oplevelse af at være til stede i omgivelser fulde af de “sanseindtryk, vores flakkende bevidsthed sjældent når at opfange i andet end glimt,” forklarer Mathias Winther Kjeldsen om sit arbejde med filmen.
 

“Vi håber værket kan være med til at genskabe fokus på høresansens betydning for menneskets væren i sin omverden,” uddyber Lars Bech Pilgaard.

 

Perspektiver af lyd from Mathias Winther Kjeldsen on Vimeo.