Slow. – en aften om LÆNGSEL

torsdag, 28. april 2016

slow bill gong

 

Torsdag d. 28 april træder kunstnere, akademikere, debattører og lignende ind i Glyptotekets omfattende samling af kunst- og kulturskatte. Det fælles tema er LÆNGSEL.

Glyptoteket skal føles som et langsomt sted – et eftertænksomhedens rum. På udvalgte torsdage forstærkes den oplevelse, når museet i samarbejde med G((o))ng Tomorrow og Carlsberg blænder op for et program, der går helt tæt på kunsten og dens væsentligste kvalitet: invitationen til fordybelse.

Udlængsel og hjemve – sindstilstande, der på godt og ondt rykker dig alle mulige andre steder hen, end hvor du umiddelbart er. Slow. på torsdag har LÆNGSEL som bærende tema – stærkt motiveret af museets nye særudstilling ”Gauguins verdener”.

Solocellist Toke Møldrup åbner aftenen i Vinterhaven med længselsfulde toner af Per Nørgård og Sofia Gubaidulina. Senere på aftenen indhylles Glyptoteket i et slør af instrumentale improvisationer, når musikerne Lars Greve og Andreas Pallisgaard indtager Vinterhaven. Aftenen rundes af med godnatsang fra Balkonen af den internationalt anerkendte britiske mezzosopran, Loré Lixenberg.


Slow. – Tema: LÆNGSEL
Torsdag den 28. april 2016
Kl. 17.00-22.00
Glyptoteket, Dantes Plads 7, KBH K
Entré: 95kr. / Under 27: 50 kr. / Under 18: Gratis

Tilmeld dig facebook-eventet her