Artist talk: Phill Niblock + Thomas Ankersmit

I anledning af 50-året for sit musikalske og kunstneriske virke – og i anledning af sin 85 års fødselsdag – fremfører den legendariske New York-komponist og ukronede konge af minimalistiske droner Phill Niblock, sammen med komponist og kunstner Thomas Ankersmit en række audiovisuelle koncerter i 2018, der bl.a. tæller nogle af Niblocks helt sjælne og tidlige værker.

Turen når forbi spillestedet Alice i København og i den forbindelse holder Niblock en artist talk på RMC, hvor han får selskab af Thomas Ankersmit og den danske kunstner Tobias Kirstein. 

Har inspireret generationer

Niblocks avantgarde instrumental-akustiske musik har siden slutningen af 1960’erne inspireret generationer af komponister og bands, deriblandt Susan Stenger, Lois V. Vierk, Sonic Youth og Sunn O))). Først efter mødet med Ankersmit og hans originale evne til at skabe komplekse og organiske lyde på Serge Modular-synth, begyndte Niblock at begive sig ud i det elektroniske musikunivers.

Hør om Niblocks samarbejde med Ankersmit, om at genbesøge sine tidlige værker, og om at komponere uden harmoni, uden melodi og uden rytme.