Eget Værelse på Copenhagen Contemporary

G((o))ng Tomorrow og Copenhagen Contemporary inviterer til matiné med et af Københavns mest interessante musik- og kunstnerkollektiver netop nu, Eget Værelse. Oplev fri improvisation, video- og lydkunst, afro-pop, dans- og en hel del derimellem. Altsammen imens solen går ned over Refshaleøen.

Eget Værelse er et pladeselskab såvel som et arbejds- og åndsfællesskab, der udspringer af det anmelderroste band Selvhenter, og denne eftermiddag vil medlemmerne, Anja Jacobsen, Jaleh Negari, Sonja LaBianca og Maria Bertel hver især optræde i eget navn med helt nye værker.

Frk. Jacobsen 

Som Frk. Jacobsen finder musiker og komponist Anja Jacobsen inspiration i pop fra hele verden og skaber et musikalsk felt, der berører avantgarde, minimalisme, afro-pop og fri improvisation med et finurligt tekstunivers, der bevæger sig mellem jordbundne hverdagssituationer og kosmiske abstraktioner. 

I september 2018 udkom debutalbummet ‘Thin Dry Sticks’, hvor et fiktivt persongalleri bliver foldet ud i teksterne. Til G((o))ng Tomorrow skriver Anja Jacobsen nye sange, bl.a. til nogle af de karakterer, man møder på albummet.

- Replikkerne kommer op på væggen, ligesom de gør i operaen. Nogle gange vil der også være regibemærkninger, som ikke bliver sunget, så man kan følge med i et form for narrativ, imens man lytter til musikken, fortæller hun.

Ved koncerten bakkes hun op af Lars Bech Pilgaard, guitar, Lil Lacy, keyboard og kor, og Nicolaj Kaas Claesson, bas.
 
Tidligere i år modtog Anja Jacobsen de danske musikkritikeres pris, Steppeulven, for Årets Musiker.

Sonja LaBianca

Sammen med musiker og kunstner Heine Thorhauge Mathiasen uropfører saxofonist Sonja LaBianca video-, tekst-, og lydkunstværket ‘Reprise III’ som optakt til snarlig udgivelse af deres kommende duoalbum.

Musikken er fundamentet for værket og består af en 13 minutter lang improvisation over et loop i konstant, men minimal klanglig udvikling - under fastholdt intensitet.

- Det fungerer i sig selv, men det er et ret åbent stykke musik, så vi tænkte, at det kunne være interessant at invitere nogen til at respondere på musikken gennem andre medier. Vi har inviteret fire billedkunstnere, og de samarbejder to og to om at udarbejde tekst og video til musikken, siger Sonja LaBianca. 

Ideen er at undersøge det billeddannende element i musikken og det musikalske element i sproget. De to forskellige variationer af video og tekst understøtter gentagelsen/loopet i musikken; deraf titlen Reprise. Helt konkret bliver ‘Reprise III’ opført i to variationer som videoprojektioner med tilhørende tekst og musik.

Sonja LaBianca har optrådt i talrige musikalske konstellationer, ligesom hun har komponeret musik til bl.a. video- og installationskunstværker. I 2017 udgav hun sit første album ‘About Room, Room to Be, Rooms’, og samme år modtog hun en DMA Jazz som Årets nye danske jazznavn. Året efter kårede de danske musikkritikere hende til Årets Musiker ved prisuddelingen Steppeulven.

Jaleh Negari / MESHES

Trommeslager Jaleh Negari er kendt fra bandsene Selvhenter og Pinkunoizu, og i 2016 debuterede hun som solokunstner med med det anmelderroste album ’Arch Waves’. Hun gæster G((o))ng Tomorrow med performancegruppen MESHES, som foruden Negari selv består af trommeslager Felia Gram-Hanssen og dansere/koregrafer Lea Vendelbo og Stine Frandsen.

I de sidste par år har gruppens arbejde kredset omkring begrebet oversættelse; oversættelse fra trommer til dans og fra dans til trommer - ofte med improvisationens teknikker som metode til udvikling og performance. De fire præsenterer et helt nyt værk på G((o))ng Tomorrow. Det gennemgående tema er sammenhængen mellem lyd, rum og bevægelse – undersøgt gennem tre forskellige komplementerende former: cirkulær lyd (det uendelige, det kontinuerlige konstante), poses (punkter og prikker, stationær stakato) og flocking (frit flow, det organisk dynamiske, det fælles foranderlige)

- MESHES er på sin vis et lille kollektiv inden for Eget Værelse. Den røde tråd i er det tværæstetiske samarbejde mellem vores forskellige baggrunde i billedkunst, dans, koreografi, musik og komposition, fortæller Negari.

- Jeg kommer ud af en musik- og bandtradition, og det er første gang, jeg kontinuerligt og over længere tid arbejder sammen med folk fra andre baggrunde. Man arbejder på tværs af arbejdskulturer og møder andre dogmer og prioriteringer. Særligt det sproglige aspekt er konfronterende og inspirerende i en sådan konstellation. Der er så meget indforstået snak, som pludselig slet ikke er så indforstået, og som skal forklares og dermed kigges på igen. Hvad betyder klang egentlig for en danser? Derfor bliver vores undersøgelser og fokus også tit meget grundlæggende, fordi vi søger ind til en ny fælles forståelse, ind til en kerne.

Maria Bertel

Hvad end det er i samarbejderne Bad Astma, Gud er Kvinde eller som solist i Ymers Pizza er trombonist Maria Bertel kendt for at udfordre den gængse opfattelse af trækbasunen som instrument. Hun bevæger sig i mellem improvisation og repetition i forvrængede overtonekompositioner, samt intense, percussive fragmenter.  

Sammen med den franske guitarist Nina Garcia og den konceptuelle kunstner og skribent Tobias R. Kirstein fremfører hun værket ‘Mediale Musik’. Som i en spiritistisk seance vil de sammen og hver for sig fungere som oversættende medier for de signaler, de hver især opfanger i rummet.  

- Konceptet er udviklet specielt til denne eftermiddag på G((o))ng Tomorrow, fortæller Maria Bertel