John Zorn: Book of Angels & Mike Sheridan solo

Mød irske Garth Knox, franske Saltorello Trio og danske Mike Sheridan, der efter flere år nu er klar med sit nye soloshow til G((o))ng Tomorrows afslutningsfest i Jazzhouse.

John Zorns musik by Garth Knox

Mød den irske bratschist Garth Knox, når han sammen med franske Saltorello Trio præsenterer deres fortolkning af den amerikanske legende John Zorns musikalske univers for første gang i København. I foråret udgav de det anmelderroste album Leonard: Book of Angels Volume 30 på Zorns amerikanske pladeselskab Tzadik og blev rost til skyerne for deres forfriskende og fabelagtige spil.

Mike Sheridan klar med nyt soloshow

Samme aften går Mike Sheridan på scenen i Jazzhouse med premieren på et helt nyt soloshow. Mike Sheridan har de senere år koncentreret sig om at udvikle nye samarbejdsprojekter på tværs af genrer, komponeret teatermusik og skabt store musikproduktioner. Imens har han arbejdet i studiet på sit solo-projekt, og i aften præsenterer han helt nyt materiale, som spænder fra ambient musik til massive elektroniske klangcollager, mangefacetterede beats og raffineret støj.

Sheridan er kendt for at sætte en ære i live-elementet og koncerten lørdag bliver ingen undtagelse:

"Lydene er lavet ud fra et behov om at prøve nyt af. Et afkast af et eksperiment. En frigørelse. En collage. En sammenklemt udgave af noget som er foregået over meget lang tid. Hver lyd er et problem, der skal løses sonisk, og hver lyd har en måde at være på. Jeg går mere op, i at det skal være levende end forudsigeligt. Det bliver ekstremt pulserende og i stand til at ændre sig på alle mulige måder."

 

Husker du Mike Sheridans debut?

Mike Sheridan (f. 1991) er en dansk komponist og dj. I september 2008 udgav han debutalbummet I Syv Sind på Playground Music. Han blev nomineret til "Årets Lytterhit" og "P3 Prisen" i P3 Guld. Derudover fik han en nominering til Danish DeeJay Awards. Han har lavet musik til bl.a. ballet og tv samt en lang række store produktioner. I 2013 åbnede Sheridan musikfestivalen Strøm på Tietgenkollegiet i København med værket Panorama (foto til højre af Kim M. Leland). I april 2012 udgav han albummet Ved Første Øjekast.

Vi ses til G((o))ng Tomorrows afslutningsfest i Jazzhouse!