Kommentar: Sænk flaget, vi fejrer flagstangen!

Kommentar: Sænk flaget, vi fejrer flagstangen!

Kommentar: Sænk flaget, vi fejrer flagstangen!

Når musikhistorien skrives, rettes blikket som per instinkt på bandet, komponisten, eneren; geniet. Myten om den særegne band-dynamik og det ensomme geni på studerekammeret er blevet - og bliver fortsat - reproduceret i en uendelighed, men det er ikke nok, skriver kunstnerisk leder Bjarke Svendsen.

Det er bandet, der interviewes i radioen, og det er forsangeren på magasinforsiderne. Det er dem, der igen og igen udfrittes om, hvordan man skaber musik, hvordan den når ud til folk, hvordan denne unikke konstellation - dette band, disse fire kvinder og mænd på trommer, bas, guitar og vokal - mod alle odds skaber stor kunst. 

Den person- og bandfikserede vinkel på, hvordan god musik bliver til, er taknemmeligt stof for journalister og musikinteresserede læsere. Det er nemt at relatere til historien om en prøvet éner, rundet af livets lussinger og et porøst kunstnersind. Men det er bare langt fra nok. For ingen stor kunstner er blevet til i et vakuum. Alle kunstnere er rundet af mennesker og fællesskaber; altså miljøer. Og vil man forstå, hvad der skal til for at skabe og formidle stor kunst, skal man også vende blikket mod de formende miljøer. 

Egentlig er det mere interessant at forstå miljøernes potentiale som arnesteder, inspirationskilder, kritikere, hjælpere og forløsere, end det er at forstå geniet. For de stærke miljøer overlever ofte længere end de stjerner, de føder. Hvis hende på musikmagasinernes forsider er blomsten, så er miljøerne rødderne. Det er dem, der overlever vinteren, det er dem der giver næring, forgrener sig, rækker ud. 

Derfor fejrer G((o))ng Tomorrow miljøerne i år. De mange ansigtsløse, diskrete helte, som gennem hjerteblod, omsorg, engagement, viden og initiativ driver musikken herhjemme frem. Uden dem, ville vi være megen musik fattigere. 

Det er i miljøerne, ideer fødes, mennesker præges, folk mødes. Miljøerne antager mange skikkelser, hvilket også vil kunne opleves i årets program på G((o))ng Tomorrow. Vi fokuserer på alt fra København-baserede miljøer, som gennem mange år har sat aftryk på musikscenen i både Danmark og udlandet - til de nye miljøer, vi håber at give et rygstød gennem deres deltagelse i årets festival. 

Dem som ydmygt og behjertet hejser fanen for alle mulige andre. De hjælper folk frem, de overlever modeluner og bands, der går i opløsning. De er konstanterne i en musikverden, hvor genierne på forsiden af magasinerne udskiftes i et rasende tempo. De er flagstængerne, ingen bider mærke i. De flagstænger, der står tilbage, når et flag pilles ned og et nyt hejses. 

- Bjarke Svendsen