Lydarkæologisk Salon

Kom med på opdagelse i lyd- og musikhistoriens oversete kapitler med rejsende i lyd fra både ind- og udland, når Institut for Dansk Lydarkæologi inviterer til salon i Husets herskabelige gemakker.

Det bliver en aften med lectures, samtaler og performances af og med Felix Kubin, Andrea Zarza Canova, Carl Bergstrøm-Nielsen, Daniel Wilson, Marie Eline Hansen og Institut for Dansk Lydarkæologi.

Oplev værker af Lene Adler Petersen, Bent Lorentzen, Henning Christiansen, Christian A. Volf og mange andre. Der vil desuden være aftensmad og bar med øl og avec.

En alternativ kunstinstitution

Institut for Dansk Lydarkæologi føjer nye afsnit til fortællingen om dansk lydkunst og dansk elektronisk musiks historie. Instituttet fungerer både som pladeselskab og som en slags alternativ kunstinstitution, der tager sig af værker, der er blevet forbigået eller glemt.

- Lyd har en stolt tradition for at sætte sig mellem stole institutionelt. Især når man taler om kunst. Der er rigtig mange ting, som ikke er blevet samlet op af de traditionelle institutioner, fordi de ikke har passet ind i kategorierne, fortæller folkene bag.

– Vi har prøvet at sammensætte dén aften, vi allerhelst selv ville komme til. Vi har inviteret internationale gæster som arbejder på lignende måder som os. Det bliver forhåbentlig lidt som at komme på besøg hjemme hos instituttet.

IDL giver adgang til det, som har været utilgængeligt hidtil. Uopdrivelige plader eller værker, som aldrig har været udgivet før. Som måske kun har været spillet én gang i radioen eller vist på en enkelt udstilling. 

Blandt deres udgivelser finder man bl.a. opsamlingen ‘Danske båndamatører 1959-1976’, Henning Christiansens ‘Satie i høj sø’, to lydværker af Lene Adler Petersen, samt flere udgivelser med den danske lydkunstner Knud Viktor.

Felix Kubin

Elektronisk musiker, entertainer og komponist med hang til retrofuturisme. Denne aften lukker han op for sin praksis og fortæller, hvordan lydarkæologisk arbejde indgår aktivt i skabelsen af hans musik. 

Andrea Zarza Canova

Kurator på British Library Sound Archive og medstifter af det uafhængige pladeselskab Mana Records, der udgiver lydlige eksperimenter af både nyere og ældre dato. 

Marie Eline Hansen

Dansk sanger og sangskriver. Hun gæster Lydarkæologisk Salon med opførelser – arkæologiske rekonstruktioner om man vil – af kunstner Lene Adler Petersens ‘Sangen om Kaffekoppen’ fra 1973 og en række af Henning Christiansens hidtil uudgivne kommunistiske sange.  Lene Adler Petersen har skabt et scenebillede til aftenens opførelse. 

Carl Bergstrøm-Nielsen

Musikteoretiker og komponist. Institut for Dansk Lydarkæologi genudgav denne sommer kassetten ‘Humlebier’, der rummer mikrotonal musik for synthesizer, komponeret og indspillet i 1990. Bergstrøm-Nielsen vil på aftenen fortælle om tilblivelsen af ‘Humlebier’ og taler også om sin tid i Gruppen for Alternativ Musik.

Daniel Wilson

Britisk komponist, forsker og instrumentbygger. Wilson vil på aftenen præsentere Delawarr Laboratories, der i 40’erne arbejdede med ‘radionics’ – en perifer retning inden for medicinsk videnskab, der eksperimenterede med at helbrede gennem elektromagnetisk stråling og lydbehandlinger. Delawarr Laboratories byggede en række elektroakustiske instrumenter til formålet.