Niels Lyhne Løkkegaard: Music for Krügerrand - quartet for gold bullion coins

Niels Lyhne Løkkegaard uropfører sit nye værk 'Music for Krügerrand - quartet for gold bullion coins' på årets Gong Tomorrow. Erhvervsmanden Lars Seier Christensen spiller med.

Guld er genstand for både drømme og fascination - og for angst ikke mindst. For hvem drømmer helt ærligt ikke om at være rig? Samtidig fungerer guld som et angstbarometer for verden; hvis fremtiden synes uvis og usikker, stiger prisen på guld.

I ‘Music for Krügerrand - quartet for gold bullion coins’ sætter komponist Niels Lyhne Løkkegaard guldets tiltrækningskraft i centrum. Og til det har han måttet låne penge. Mange penge. For værket bliver til ved slå kostbare investeringsmønter af guld mod hinanden.

Det er klangen af en guldmønt, der bestemmer dens værdi. Når mønten klinger, kan man afsløre, om det er en forfalskning, eller om renheden er forplumret af kobber eller nikkel.

Et værk i to dele

'Music for Krügerrand - quartet for gold bullion coins' bliver opført i to dele:

I første sats undersøger Niels Lyhne guldets soniske egenskaber, når fire janistharer lader mønterne klinge som små bækkener af ædelt metal. Det giver en højfrekvent tone med en meget lang efterklang, og alt afhængig af guldmøntens diameter, tykkelse og legering afgives der en tone med en specifik tonehøjde og klangfarve.

Anden sats er et værk for tonegeneratorer med udgangspunkt i guldmønternes forskellige frekvensspektre. Man kan kalde det for guldets aftryk eller pengenes abstraktion. Det rigtige guld eksisterer ikke længere, men er blevet til ideen om guldet.

Om Niels Lyhne Løkkegaard

Komponist, lydforsker og tidligere møntsamler. Uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium og Kunstakademiets Arkitektskole. Arbejder ofte med mangedobling af lyd og har bl.a. skabt værker for 16 triangler og for 18 klarinetter.

Kvartetten består af:

Niels Lyhne Løkkegaard
Lars Seier Christensen
Jaleh Negari
Ying-Hsueh Chen