→ Udstilling // Organic Music Societies: Moki & Don Cherry

I forbindelse med Gong Tomorrow inviterer ALICE til udstillingen Organic Music Societies i Musikhuset København. Udstillingen, der åbner onsdag 8. september kl. 16.30, giver et unikt indblik i Moki Cherrys forening af liv og kunst, hverdag og performance.

Arkivudstillingen Organic Music Societies inviterer publikum ind i den visionære sammensmeltning af kunst og musik, hverdag og utopiske eksperimenter, som den svenske billedkunstner og designer Moki Cherry (1943-2009) og den amerikanske trompetist og jazz-pioner Don Cherry (1936-1995) sammen udviklede fra de sene 60’ere. 

Her udlevede de en kunstpraksis inde i de skånske skove, hvor musikpædagogik, performance, aktivisme, billedkunst og multikulturel musik smeltede sammen med madlavning og børnepasning. I den periode udviklede Don Cherry sit koncept om ‘collage music’: En frisættelse af jazzen, som fusionerede indiske skalaer og tyrkiske rytmer med dronemusik og åndedrætsøvelser gennem ultra-inkluderende og improvisatorisk samspil. Det var også i den periode, at Moki Cherry indsvøbte fysiske rum i sin holistiske vision om et Organic Music Theatre, som forvandlede hverdagslivet til en kulørt musikalsk happening. “The stage is home, and home is a stage,” som hun udtrykte det.

I udstillingen finder man en række af skitser, fotos og album covers – og også flere af Mokis tegninger og malerier fra 60’erne samt en gobelin, der blev brugt i Dons performances.

I forlængelse af Gong Tomorrow-festivalens arrangement Organic Music Societies har ALICE taget initiativ til at bringe et arkiv-udsnit af den omfattende udstilling til København, hvor flere af de unikke værker kan opleves i Musikhuset København. Udstillingen er organiseret af Lawrence Kumpf fra Blank Forms, New York.

Udstillingen kan opleves i Musikhuset København fra onsdag 8. september kl. 16.30. Mere info følger.